Spring til indhold
Luk

Hvordan hjælper du bedst

Banner
For mange mennesker er adfærdsændringer ikke noget, der bare sker fra det ene sekund til det andet. For rigtig mange er det en proces, hvor man ofte bevæger sig mellem forskellige forandringsfaser. Måden, du som fagperson bedst understøtter en gravid kvindes forandringsproces, kan være forskellig, alt efter hvor hun er i forandringsprocessen.

Som fagperson kan det være vigtigt at danne sig et overblik over, hvilken fase af forandring den gravide kvinde er i. Det hænger sammen med, at de måder man bedst understøtter hendes forandringsproces på, kan være forskellige, alt efter hvor parat hun er til at forandre alkoholvaner, på netop det tidspunkt hvor samtalen finder sted.

Hvis hun ikke er klar til at ændre drikkevaner

Her er det ofte en god idé at videreformidle faglig og neutral information om alkohol og graviditet i passende mængder. Lad være med at tage for givet, at hun ved alt det, du ved om alkohol og graviditet. Men tro heller ikke, at hun intet ved om emnet.

Læs her, hvordan du kan informere.

Hvis hun er i tvivl

Her er det ofte en god idé at bruge tid på at hjælpe hende med at udforske ambivalensen og hendes tiltro til forandring.

Er hendes tiltro, til at forandring er mulig, lav, kan det være hensigtsmæssigt i første omgang at fokusere på tiltro i samtalen. Men er hun ikke i tvivl om, at hun vil kunne ændre sine drikkevaner, hvis bare det var vigtigt nok for hende, så er det langt bedre at hjælpe hende med at undersøge hendes ambivalens.

Læs her om at undersøge fordele og ulemper ved ændring og tiltro til at ændring er mulig.

Hvis hun er klar til ændring

Hvis hun har besluttet sig for, at hun vil ændre sine alkoholvaner, er det ofte en god idé at rette samtalen mod at kvalificere hendes beslutning. Desuden kan du hjælpe hende med at undersøge på hvilken måde, hun bedst kan foretage ændringen.

Læs her, om hvordan du hjælper den gravide, som er klar til forandring.

Motivation er et øjebliksbillede, og hvor klar en person er for forandring kan ændre sig fra gang til gang. Det er ikke ualmindeligt at bevæge sig frem og tilbage mellem de forskellige forandringsfaser. Derfor er det vigtigt, at følge op på den snak man har haft om forandring ved en senere lejlighed.