Spring til indhold
Luk

Baggrund for Gravidprojektet

   Gravid i pink trøje

Alkohol i graviditeten er en problemstilling, som lever et usynligt liv. At være gravid og drikke alkohol er tabubelagt, og derfor gør gravide, som er bekymrede for deres alkoholvaner, ikke opmærksom på sig selv. Fagpersoner får i deres arbejde sjældent øje på dem, og af den grund får disse kvinder ikke den hjælp, de har brug for.

Undersøgelser peger på, at tre ud af fire gravide ikke holder sig helt fra alkohol. En undersøgelse fra Alkoholbehandlingen i Aarhus Kommune viser, at knap en ud af tre af de aarhusianske mødre med alkoholproblemer allerede var begyndt at bekymre sig om deres alkoholvaner, før de blev mor for første gang. Alligevel venter de 12-15 år, før de søger hjælp. Det betyder, at de ikke får hjælp til at ændre alkoholvaner under graviditeten eller i de første mange år med små børn, hvad enten de har brug for information om alkohol og graviditet, rådgivning eller et decideret behandlingstilbud. Tal viser, at der er grund til at have samme bekymring på Fyn.

Tidlig hjælp er bedst

Jo tidligere i graviditeten det lykkes at finde frem til de gravide kvinder med et risikoforbrug, jo lettere er det at hjælpe dem og mindske risikoen for alkoholskader hos børnene.

Tabuer, fordomme og modsatrettede informationer

Der er mange forskellige holdninger, historier, fordomme, tabuer og modsatrettede informationer i omløb i forhold til alkohol i graviditeten. Det kan være med til at forvirre dig, der er gravid, og gøre dig i tvivl om, hvordan du bedst forholder dig til alkohol.

Er du fagperson, kan du blive i tvivl, om alkoholvaner er et emne, som du skal tage op i samtalen med den gravide. Og hvis du gør det, kan du være usikker på, hvordan du bedst griber det an, og hvad der er korrekt information.