Spring til indhold
Luk

Lise 43 år

Banner
Da jeg fik min datter for fem år siden, havde jeg været ædru i et år.

Jeg var stoppet med at drikke tre måneder før, jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg troede simpelthen ikke, jeg kunne blive gravid, så det kom som en stor overraskelse. Da jeg havde været ved lægen, svævede jeg jo hen ad gaden! Så stolt var jeg og er stadigvæk.

Jeg valgte at fortælle min jordemoder, at jeg havde haft problemer med alkohol, fordi jeg tænkte, de måske kunne støtte mig i graviditeten. Jeg tænkte også, at jeg måske havde brug for nogle særlige vitaminer for at give mit barn den bedste start.

Jeg kom til at fortryde, at jeg havde fortalt det. Jeg skulle til scanning hver uge, og måden jeg blev mødt på, det var sådan, at hun gik tæt ind på mig. Hun skulle lige lugte, om jeg havde drukket. Jeg følte, at hun var mistænksom og ville kontrollere mig. Det er ikke, fordi jeg synes, de skulle have taget særlig hensyn til mig. En form for forståelse for at jeg var Lise, som er gravid og forsøger at være ansvarlig for min egen graviditet, havde nu været rar. Det ville have været en stor hjælp, hvis de havde spurgt interesseret til, hvordan det gik for mig med ikke at drikke. Det er jo ingen kunst at stoppe med at drikke. Det er en kunst at lade være med at starte igen, at leve uden alkohol. Jeg har det svært med mine følelser, og det er følelser, jeg var vant til at drikke på. Det måtte bare ikke ske nu, da jeg var gravid. Derfor havde jeg brug for lidt hjælp til at få ordene og mine følelser lidt ud. I stedet blev jeg betragtet som alkoholiker. Jeg var ikke en kvinde, der var gravid, og det gik mig meget på psykisk.

Jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt det. Men på den anden side, ville jeg aldrig have tilgivet mig selv, hvis jeg ikke havde været ærlig om det.