Spring til indhold
Luk

Kirsten 45 år

Banner
Jeg fik mit sidste barn for to år siden. Det var et ønskebarn.

Jeg havde tidligere haft mange problemer med alkohol. Da jeg kom til min læge første gang i graviditeten, spurgte han ikke til mine alkoholvaner, selvom han godt vidste, at jeg havde svært ved at styre mit alkoholforbrug. Han havde jo udskrevet antabus til mig nogle år før over telefonen. Det har jeg godt nok undret mig over. Han er en rigtig familielæge, og på papiret er vi jo en solid familie. Både min mand og jeg er veluddannede og har gode jobs.

Det var så skamfuldt at have et alkoholproblem og så samtidig være gravid. Det er det værste af det værste. Det ville være rart, hvis min læge og jordemoder havde spurgt til mine alkoholvaner, fordi det ville have været en åbning. Jeg sad jo bare der og syntes, at det hele bare var så pinligt. Det at de ikke spurgte, det gjorde jo i den grad, at det blev endnu mere tabuiseret. De skal ikke være så berøringsangste, det skal de bare ikke. De skal turde spørge, fordi det er altså ikke særlig rart selv at være den, der skal nævne det. Det er det ikke, fordi man er bange for, at de bare himler med øjnene og tænker, ”Hold da kæft, og så skal hun have et barn”.